Udsatte børnefamilier får adgang til nye kulturoplevelser




Barndrømmen, Røde Kors, Red Barnet og Mødrehjælpen formidler kultur for 400 udsatte børn og forældre.

‘Kulturelle familiedage’ er titlen på en ny social kulturindsats, som afvikles over flere dage i maj og juni i Den Gamle By i Aarhus.

Indsatsen skal fremme den sociale inklusion og berige 400 børn og forældre i udsatte positioner fra forskellige egne i Jylland gennem kontinuerlige og værdifulde kulturoplevelser hos nogle af Danmarks største kulturelle institutioner.

Dorthe Foged, direktør og stifter af Barndrømmen udtaler:
“Vores mål med ´Kulturelle familiedage´ er at give udsatte børnefamilier nye og værdifulde kulturoplevelser sammen. Oplevelser, som de ellers ikke har adgang til.

Børnefamilierne besøger kulturinstitutionerne på samme tid og vilkår som stedets øvrige gæster, og det tror vi er vigtigt i forhold til at føle sig inkluderet og inviteret ind i et større kulturelt fællesskab.

Vi ønsker samtidig at skabe kontinuitet i børnefamiliernes adgang til kunst og kultur, fordi vi ved, at det styrker børnene og forældrenes mentale og sociale trivsel. Vores ønske er, at ´Kulturelle familiedage´ giver børnefamilierne et frirum væk fra hverdagens udfordringer, og medvirker til at skabe gode fællesskaber.

Det vigtige fællesskab
Et centralt omdrejningspunkt i projektet er, at forældre i netværkssvage, sårbare børnefamilier skal opleve, hvordan inkluderingen i lokale fællesskaber med ligesindede kan have en eksistentiel betydning i forhold til at føle sig set, spejlet og anerkendt.

Det har derfor været vigtigt for Barndrømmen og projektets samarbejdspartnere at etablere en ramme, der udover det kulturelle også tilbyder et stærkt socialt element. Børnefamilierne kører derfor i fælles busser til kulturinstitutionen, ligesom de bliver inviteret på et godt fællesmåltid, øvrig forplejning og godter i forbindelse med oplevelsen – ligeledes for at styrke fællesskabet familierne imellem.

Tina Holm Johansen, sektionsleder i Røde Kors, fortæller:
“Hos Røde Kors oplever vi, at mange udsatte børnefamilier mangler netværk og sociale relationer. Med ‘Kulturelle familiedage’ vil vi netop give familierne mulighed for at blive en del af et lokalt, socialt og kulturelt fællesskab.

Samtidig giver projektet deltagerne mulighed for at skabe nye sociale relationer med andre lokale børnefamilier, hvilket i høj grad kan have en positiv og varig indvirkning på deres livskvalitet.” Røde Kors´, Red Barnets og Mødrehjælpens lokalafdelinger i Midt-, Vest- og Østjylland står for at identificere de børn og forældre, som inviteres til at deltage i ´Kulturelle familiedage´.

Julie Rokkjær Birch, direktør i Den Gamle By udtaler:
Den Gamle By arbejder for nutidens og fremtidens generationer. Især ønsker vi at nå de familier og børn, som normalt ikke kommer på museum. Det er en vigtig opgave, et samfundsansvar, som vi meget gerne samarbejder om, siger hun.

Barndrømmens sociale kulturindsats´Kulturelle familiedage` er bl.a. støttet af Augustinus Fonden, C.A.C. Fonden, Lemvigh-Müller Fonden og Hempel Fonden.

For yderligere information eller spørgsmål, kontakt venligst:

Dorthe Foged
df@barndroemmen.dk
M: 2835 9656